Som formand for badebroen har jeg fået en del henvendelser om sauna-projektet. Der er flere som efterlyser, at jeg og resten af brobisserne tager samlet stilling og melder ud, hvad vi synes. Om vi tror på projektet, på vedligeholdelsesbudgettet etc.
Vi har haft det oppe at vende i brogruppen – som er de 7 mennesker, der vedligeholder broen og arrangerer ind- og ud-tagning. I gruppen er vi ret enige om, at vi har forstand på den nuværende bro, men at vi ikke er specielt kvalificerede til at udtale os om en helårsbro eller en sauna, vi aldrig har set.
Alle i gruppen er som udgangspunkt positive overfor ideen om en sauna, men ligesom i resten af Søvang er der også i brogruppen delte meninger om processen, økonomien, risikoen etc.
Konklusionen blev derfor, at vi ikke forholder os som gruppe, men lader det være op til den enkelte at forholde sig som grundejer.
Når det er sagt, er der en ting, som piner mig.
Sauna-projektet har medført en for Søvang helt usædvanlig splittelse, hvor fronterne er trukket meget hårdt op, og alt er sort eller hvidt. Men det behøver ikke være et enten eller. Man kan sagtens give en hånd med at lægge badebroen ud, selvom man drømmer om en sauna, og det kan man også, hvis man synes, at en sauna er en skidt idé.
De to ting har ikke noget med hinanden at gøre.
Jeg nævner det, fordi jeg er oprigtig bekymret for, om alt polemikken om sauna-projektet vil få opbakningen til vores nuværende badebro til at falde.
Det håber jeg virkelig ikke, for vi mangler folk. Folk, der vil give en hånd med og nyde fællesskabet. Ikke bare på Facebook, men også ude i virkeligheden, hvor solen som regel skinner, men hvor det også regner og blæser, og man risikerer at få en sjat koldt saltvand i sine waders.
