Renovering af vores veje

Kære grundejere

Som flere af jer sikkert har lagt mærke til, har der den seneste tid været foretaget en del opmærkninger på vores veje.

Det skyldes, at vi står over for en større renovering af vejarealerne. Renoveringen vil blandt andet omfatte:

  • revneforsegling af vejene
  • udlægning af asfalt, hvor der mangler asfalt
  • udskiftning af områder, hvor asfalten er blevet porøs og nedbrudt.

Vi oplever desværre, at vejene er begyndt at revne flere steder – også på områder, hvor vi ikke tidligere havde forventet problemer. Det har betydet, at renoveringen er blevet mere omfattende end først estimeret.

En mulig årsag kan være de tørre somre, vi har haft de seneste år. De tørre perioder kan have medført, at undergrunden arbejder mere, hvilket muligvis har bidraget til de revnedannelser, vi nu ser i vejene.

Renovering af overkørsler

Derudover skal tre overkørsler renoveres:

  • de to overkørsler ved Parkvej / Lille Tværvej
  • overkørslen ved Akacievej / Tværvej.

I forbindelse med arbejdet vil der muligvis være begrænsninger for kørsel og adgang til de berørte områder.

Der vil blive sendt mere detaljerede oplysninger ud til de berørte grundejere og brugere på Parkvej og Akacievej umiddelbart efter mødet med entreprenøren den 15. september. Her vil vi også kunne oplyse de konkrete datoer for, hvornår de enkelte overkørsler renoveres.

Som en del af arbejdet med overkørslerne vil græsrabatterne på siderne også blive sikret, så de kan bære en lastbil, hvis et tungt køretøj skulle komme ud i rabatten.

Hvornår går arbejdet i gang?

Det samlede arbejde forventes at starte 22. september og forventes at vare cirka 8 hverdage.

I denne periode skal vi bede om, at alle køretøjer fjernes fra de berørte veje, således at entreprenøren kan udføre arbejdet uden forsinkelser og med bedst mulige arbejdsforhold.

De veje, der vil blive berørt i større eller mindre omfang, er:

  • Parkvej – i forbindelse med renovering af overkørslerne
  • Rønnevej – midt på vejen
  • Poppelvej – store dele af vejen
  • Tværvej – et stykke af vejen ved de lave husnumre
  • Akacievej – i forbindelse med renovering af overkørslen
  • Ahornvej – fra nr. 25 og ned mod Tværvej
  • Søvej – store dele af vejen.

HOFOR’s arbejde på Poppelvej

HOFOR har desuden to kloakker, som skal renoveres ud for Poppelvej nr. 6 og nr. 20.

HOFOR forventer at påbegynde dette arbejde ultimo september. Det er på nuværende tidspunkt endnu ikke afklaret, hvor store afspærringer der vil være nødvendige i forbindelse med kloakarbejdet.

Vi vil naturligvis forsøge at koordinere arbejdet bedst muligt, så generne for beboerne bliver så begrænsede som muligt.

I vil kunne se de berørte områder på de 2 nedenstående billeder.

Vi håber på jeres forståelse og tålmodighed, mens arbejdet står på. Når renoveringen er gennemført, forventer vi til gengæld at få væsentligt bedre og mere holdbare veje.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen 

Related Posts

IT udfordringer i grundejerforeningens bestyrelse

Vi oplever nogle udfordringer i bestyrelsens IT-setup, hvorfor vi desværre ikke er i stand til at modtage mails lige i øjeblikket.
Vi er i dialog med vores IT leverandør for at finde en løsning, så vi kan komme op og køre igen.